Havfde Kiærlighed lænkelagt
Den utnæmmede Mackt?
Han glemmer det han legger dødt
Ingen Minder stiiger fra Graven brat

Ingen Anger gliider giennem Siælens Nat
Med Ydmyghedens Taarer smigrede hun
Dend Guddom som hun hadede medens hun frycktede
Hendes Væsen, lig et Lam
Gijk ham ey forbi
For hun hafde rørt ved ham
Øfved sin Magi
Uagtet disse Siæle tvende
Een hafvde at ende
Nye Smerte klinger frem aff gammel Klage
Tragoedie aff uaffbrudne dage
Ukuelig, dend Tørst
Hinsidigt, det Begiær
Nu drev han yr & gal
I sorthiærtet Kval
Vintrens kulde
Snart tilfulde
- oc hans Længsel
Mod een Vinternat
Ulven vandrer eene